Vi bruger Cookies!     

         
 X     
engle





ENGLE I RELIGIONEN

HVOR KOMMER ENGLENE FRA ?

Mange mennesker vil nok svare: Fra Biblen. Mange af vores engleforestillinger og billeder er nært forbundet med de bibelske engleberetninger og nogle har minder fra deres barndoms glansbilleder.

Englene er meget ældre end Biblen.

Den religionshistoriske forskning har undersøgt bl.a. menneskehedens religiøse forestillinger og sammenlignet dem med hinanden. Ved disse sammenligninger byggede man som regel på kristne eller jødiske begreber, således at man havde en fællesnævner at gå ud fra. Derfor bliver de skikkelser, religionshistorien beskæftiger sig med, simpelthen betegnet som ”engle”.


MEN HVAD ER EN ENGEL ?

Religionshistorien peger på en stor mangfoldighed af menneskelige forestillinger om hemmelighedsfulde skikkelser, der langt før historisk tid må være dukket op de forskelligste steder i verden. Den beskæftiger sig med de skriftlige og billedlige vidnesbyrd om disse forestillinger og rekonstruerer deres veje gennem kulturhistorien op til vores tid. For tusinder af år siden må menneskene have følt angst og rædsel for naturmagter. De oplevede hændelser, som de ikke kunne give nogen forklaring på. De led under følelsen af at være udsat for en skæbne, som de ikke kunne beherske: sult, ulykker, sygdom og død. Sandsynligvis gjorde de også gode erfaringer. De kunne vel forbavses over skønhed, føle glæde og henrykkelse. Under disse omstændigheder må de havde forestillet sig, at der bag hverdagens erfaringsverden var en overjordisk verden, et hjemsted for de usynlige magter, som det uforklarlige, der skabte frygt, skræk og undren, kunne føres tilbage til. Og da disse hverdagserfaringer forekom så forskelligartede og usammenhængende, måtte det altså dreje sig om en mangfoldighed af usynlige magter.

På denne måde opstod de forhistoriske religioner, der alle var præget af troen på mange guder. Så snart menneskene begyndte at stille sig spørgsmål om, hvorfra deres verden kom, og hvorfra de selv kom - og afhængige og underordnede - dannede der sig i dem en forestilling om forskellige grupper af guder. Tro og fantasi prægede denne forestilling. De forestillede sig, at den ene gruppe af guder var ansvarlige for skabelsen af kosmos og styrede menneskenes verden, den anden gruppe var ansvarlig for begivenhederne i naturen og for det skabtes elementer: planter, vand, dyr.

Menneskene søgte, sikkert ofte fortvivlet, efter midler og veje til at gøre disse guder venligt stemte. Ældgamle fund fra forhistorisk tid beviser, at de bragte de ukendte kræfter ofre og gav de forskellige guder navne for at kunne påkalde dem i bøn. De mente, at der lå en besværgende kraft i at nævne gudens navn.

Da menneskeheden begynder at skrive, findes sådanne navne indgraveret i lertavler, ridset i sten, bevaret i hieroglyffer siden slutningen af det 4. årtusinde før Kristus i Mesopotamien, så også i det gamle Ægypten og Lilleasien, det nuværende Tyrkiet og Syrien. Fra Mesopotamien, landet omkring floderne Eufrat og Tigris, det nuværende Irak, kender vi flere hundrede navne på guder fra midten af det 3. årtusinde før Kristus. Forskningen har dechifreret mere end 560 navne på forskellige guder.

Det fremgår af de ældste skriftlige vidnesbyrd, at menneskene ydermere mente, at deres guder befandt sig på forskellige rangtrin, og først og fremmest troede de på, at nogle guder var underordnet de egentlige guder som en slags tjenende ånder. Vi ved ikke, hvad årsagen er til, at menneskene har forestillet sig et sådan ”hierarki”. Men forskningen har dog fundet ud af, at man troede på en form for dobbeltrettet bevægelse. På et andet tidspunkt kunne underordnede guder rykke op og blive rigtige guder, eller guder kunne rykke ned i den lavere orden. De underordnede guder var ”ikke-jordiske”, det vil sige: de tilhørte ikke den kendte menneskeverden. Man gjorde sig konkrete forestillinger om dem: selv om de var ikke-jordiske, kunne de antage dyre skikkelser eller optræde som mennesker. De kunne møde menneskene i naturen eller dukke op i drømme. De var menneskene venligt stemt, godartede, eller de var onde, menneskenes fjender, der forvoldte alle mulige skader. Af sidstnævnte slags opstod de i den antikke forestillingsverden vidt udbredte dæmoner, og senere djævelen i kristendommen og islam.

Den religionshistoriske forskning er overbevist om, at disse urformer af englene, disse tjenende skikkelser, bredte sig fra Mesopotamien og Lilleasien: til landet Elam i vore dages Iran, til Assyrien, til Indien, hvor de vandt indpas i den hinduistiske og buddhistiske religiøsitet og nåede helt frem til Tibet.

I det gamle Indiens såkaldte vediske religion (år 1500 til 500 før Kristus) kendte man Gandharva og hans hustru eller elskede Apsaras. Begge forekommer i ental, men også i flertal.
Apsaraserne var en slags nymfer, og gangharvaerne var oprindelig også vandånder, men kunne antage skikkelse som fugle (med vinger og fjer!). Deres senere hjemstavn var gudehimmelen, hvorfra De bragte gudernes budskaber til menneskene. En gruppe af gangharvaerne hed kimnaraerne. De havde skikkelse som fugle med menneskekroppe og var de himmelske sangere. Et trin lavere end gangharvaerne stod yaksaerne (mandlige) og yaksinierne (kvindlige), som tjente visse højere guder og var menneskene venligt stemt, beskyttede dem og blev påkaldt i frugtbarhedsspørgsmål.

Fra den tidlige buddhisme kendes flere lignende figurer. I senere former af buddhismen troede man på yderste talrige beskyttende guder og tjenende ånder. Billederne af dem skulle understøtte meditationen og føre til, at disse ånder blev til at erfare gennem sjælelige oplevelser. Mærkeligt nok findes lignende forestillinger også i fjernt beliggende regioner som det gamle Kina - i skikkelse af sendebudsguden Shen - og i det førkristne Amerika.

Over det førnævnte land Elam i den sydvestlige del af vore dages Iran vandrede forestillingerne om disse ”mellemvæsener” mellem guder og mennesker ind i den iranske religion, hvor de blev vidt udbredt, først og fremmest i forbindelse med ZARATHUSTRAS reform (ifølge nutidig forskning levede Zarathustra ca. i det 12. århundrede før Kristus). Denne reformerede iranske religion er de jødiske, kristne og islamiske engles egentlige fødested.

Religionshistorien taler om et fuldt udviklet rangordenssystem, hvad de iranske engle angår. Den øverste gruppe omfatter ”de udødelige hellige”, Amesha Spenta, som ZARATHUSTRA forkyndte om, og som de senere ærkeengle sammenlignes med. Deres navne er: Det gode sindelag, Sandhed, Den magt der bør vælges, Det bedste retsind, Fuldkommenhed og Udødelighed. De tjener den højeste gud Ahura Mazda, formidler hans åbenbaringer og tager vare på de ting, der har livsvigtig betydning for menneskeheden og det enkelte menneske: dyr, ilden, metal, jorden, vand og planter. Det gælder for dem, at man kan erfare dem i sjælens inderste og derved få dem til at virke. Blandt de talrige åndevæsener, der i forhold til dem er placeret lavere på rangstigen, regnes fravhasierne for de vigtigste, de er skytsengle for de retfærdige, og de kristnes skytsengle forestillinger kan føres tilbage til dem. Lige så vigtige er daenaerne, der sørger for, at det enkelte menneske har den rette religiøse indstilling.

Fravhasierne, hvis navn kan oversættes til ”valgbeslutninger”, hjalp den højeste gud Ahura Mazda med skabelsen. Denne gud har i sin åbenbaring for ZARATHUSTRA sagt: ”Ved fravhasiernes pragt og glans har jeg, o Zarathustra, udbredt den himmel, der foroven stråler lysende og strækker sig lige til denne jord og hvævler sig rundt om den som et hus”. Fravhasierne hjælper pgså planterne med at gro. De spiller desuden en vigtig rolle i det enkelte menneskes afgørende kamp om, hvorvidt det hører til den gode eller den onde guds sfære. Det gør på den anden side dæmonerne også. Det er åndevæsener, hvis natur er beslægtet med den menneskelige sjæl, der ifølge den uriranske religion ligeledes er udødelig: kun menneskets tanke og følelse overlever døden og må stå til ansvar for det hindsides domstol. Daenaerne svarer i den ældste religion snarest til ”samvittighed”, mens de i yngre tid som ”åndevæsener” stærkere nærmere sig til den ”rigtige troslære”.

Også i den græske og romerske oldtid mente man, at naturen var befolket med ”mellemvæsener”, f.eks. skovånder eller kilde- og havnymfer. Vigtige vidnesbyrd fra den græske oldtid viser, at begrebet ”dæmon” oprindeligt ikke havde nogen negativ betydning. I endnu højere grad end naturånderne spillede det dæmoniske en positiv rolle, der i praksis rummer samme slags opgaver, som de jødiske og kristne engle har.

Hos den store filosof Platon (død 347 f.K.) findes en fortræffelig sammenfatning:
”For alt dæmonisk er noget formidlende mellem gud og menneske. Det fungerer som tolk og sendebud fra menneskene til guderne og fra guderne til menneskene. Fra menneskene overbringer det bønner og ofre, fra guderne befalinger og belønninger for ofrene. Mellem guder og mennesker fungerer det som det forbindelsesled, der varetager sammenhængen, således at universet er et fast sammenføjet hele. Ved denne dæmonkraft holdes også seerkunsten i gang og ligeledes præsternes kunst, såvel den, der beskæftiger sig med ofring og mysterieceremonier, som den, der forstår sig på magisk tale og alle slags trolddomskunstner”.

Både på den jødiske teologi, først og fremmest i det store kulturcentrum, byen Alexandria, og på den kristne tænkning fik Platon varig indflydelse.

Flere forskellige typer af skikkelser var af stor betydning for det senere kristne tankegods og især for kunstneriske fremstillinger. I den oldgræske religion tegnedes kærlighedsguden, Eros, for den skønneste af alle guder. Man forestille sig, at han kom sammen med stormen eller selv var som en storm, og derfor blev han afbildet med vinger.

I forbindelse med en udvikling, hvis årsager vi i dag ikke kender, blev den kraftfulde mand Eros først til en yngling og dernæst til en lille dreng. På den østlige frise af Parthenontemplet på Akropolis i Athen, fra omkring 440 f.K, klynger den lille dreng Eros sig til sin guddommelige moder Afrodites knæ. Herfra kom så forestillingen om barnlige, bevingede eroter, der senere vendte tilbage, nemlig i renæssancen, og gjorde deres indtog i den kristne kunst som yndige små englebørn. De romerske genier, i menneskeskikkelse og ofte ligeledes forsynet med vinger, og den græske sejrsgudinde Nikes (som f.eks. på Samothrake selv er afbilledet med vinger) tjenerinder er utvivlsomt beslægtede med de kristne skytsengle.

Måden, den græske gud Hermes, svarende til den romerske Merkur, fremstilles på, viser tydeligt, at der mellem guder og mennesker, kunne findes en slags nedre klasse af guder:  For Hermes blev på den ene side ganske vist regnet til guderne (som budbringer gud med vinger på fødderne), på den anden side har han opgaver, som ikke kunne komme på tale for de ”store” guder (budbringer fra guderne). Til hans funktioner hører, udover at overbringe budskaber, først og fremmest at ledsage de døde til den hinsidige verden.

Religionshistorien har fastslået, at sådanne ”mellemvæsener” eller formidlende skikkelser ofte hed ”angeloi” allerede i det førkristne græske sprog, det vil sige ”sendebud”, og fra dette ord er det tyske ”engel” (fransk ”ange”, engelsk ”angel”) afledt. Dette begreb betegnede oprindelig en opgave, en funktion. I religionshistorien blev det brugt om de mest forskellige skikkelser på en ikke særlig præcis måde, og derfor ændrede det sig efterhånden til at blive betegnelsen for en art.

Religionshistoriske undersøgelser har vist, at troen på, at der eksisterede hemmelighedsfulde ”mellemvæsener” mellem den guddommelige og den menneskelige verden, var geografisk vidt udbredt i århundrede før den jødiske religions opståen. Hvor besynderlige forestillinger man end gjorde sig om deres fremtoninger i den menneskelige verden, så blev de dog regnet for ”overmenneskelige” og ”ikke-jordiske”, de blev opfattet som tilhørende gudeverdenen, men i en underordnet stilling. Somme tider så man det guddommelige i deres forklædningsformer eller udstråling. Klart dokumenteret flere gange er rangordningen: De højere magter tager sig af hele folk eller livsvigtige elementer: de lavere magter tager vare på menneskelige individer eller levendegør naturen. En iagttagelser, der giver stof til eftertanke, er at sådanne ”mellemvæsener” ikke kun kunne optræde i den ydre verden, men også ofte blev oplevet i den menneskelige psyke eller i drømme og kunne handle herudfra.

I mellemøstens mægtige statsdannelser var den slags forestillinger helt selvfølgelige, og da disse statsdannelser på forskellige vis øvede indflydelse på det lille Israel, måtte den jødiske religion også befatte sig med dette fremmede religiøse tankegods. Det gælder ikke kun i spørgsmålet om engle: påvirkningen viser sig også på skabelsesmyternes område.


 

Opdateret 01/06/2014

Besøg  
692809